søndag den 23. oktober 2011

Hyggelige poser

Jeg har været udsat for ... frugtbar kedsomhed. Hver gang, der var en kedelig tid i forhåndenværende projekt, hoppede jeg hen til symaskinen og syede en pose! Jeg er ikke færdig endnu; der er flere stofrester at producere af, og idéerne er ingenlunde udtømte.

mandag den 5. september 2011

Joint venture

Svigermor og jeg har lavet de sødeste, rustikke ørelokker; orkis med fin perle!


Der er flere farvesammensætninger, men lige nu kan jeg af mangel på solskin kun tage billede af disse to...

onsdag den 22. juni 2011

Min mærkelige hovedpude...

Der er gået total House & Garden i den!

Lidt træt af for store pudebetræk gik jeg i gang med atter et stykke gammmmel lagerstof, an' lo an' behold! Med knapper og det hele!

tirsdag den 14. juni 2011

Jeg er så stolt...

... over, at jeg har fået brugt noget af mit meeeget gamle stoflager... Det brune krøllede har jeg i lang tid ikke vidst hvad jeg skulle bruge til - det er nu blevet til en sommerbluse med stafferinger af en kjole, Louise engang skrottede. Det blev da meget godt, ikke?!

fredag den 10. juni 2011

Vinterprojekt til sommer!

Øh - ja, sådan blev det altså. Sad en træt dag og kiggede fjernsyn - så dukkede der en idé op, og frem drog jeg garn og pinde. Garnet havde ligget et par måneder; jeg havde fået det af Dennis, og jeg manglede en god idé til farven. Viola! :-)

Sommerbluse

med ægte farmorknapper - glæder mig til at tage den i brug!

Gulvet flyder

... og alle andre vandrette flader... med stof! Jeg syr for tiden, og det er åbenbart bedst med mange projekter på en gang. Ser du, når jeg begynder at kede mig, eller støder ind i et problem, der lige skal tænkes over, så snupper jeg bare et andet projekt og kører løs på det indtil... ;-)


Jeg slagtede en kimono, der aldrig blev færdig. Strimlede den op, syede strimler sammen, til jeg havde 7-8 meter - så blev det lidt kedelige, grå tæppe kantet. Også i midten, så man kan bruge det som poncho; genialt i aftenhaven :-)

tirsdag den 24. maj 2011

Det der med at fotografere mig selv...

er åbenbart ikke noget, der ligger lige for. Jeg havde ellers tænkt, at I skulle se de seneste kreationer udi syningen. Alas, da dragten var monteret og jeg var stadset op med hjemmelavede smykker, og vi skulle afsted til Ane Mettes brag af fødselsdagsfest, glemte jeg alt om det kamera. Det kom ikke engang med til fest...

Hvad jeg syede? Et par olivengrønne silkebukser ala Dietrich med sort chiffon-kinabluse med store, broderede blomster i hvid og grøn. Dertil beige blondesko og sort, bredt bælte. Hvilken herlighed!

Men pyt med det billede, dog - for det planlagte bælte kom ikke med i kufferten, så det var Dennis' Harley Davidson-bælte, der måtte gøre jobbet. Ikke den rigtige farve... ;-)

torsdag den 5. maj 2011

Ærtesmutti!

Det er vist længe siden, jeg sidst har opfundet noget! Men jeg kom da på, at ærter spises tit som slik - som man spiser frugt. Hvorfor så ikke bruge dem i en smutti?!

1 dl fine ærter - jeg rystede dem ud af en frostpose, men sikke en fryd det vil være med friske...
1 moden pære
Citronsaft
2-5 dl mælk af en art
Vand
Evt. sødemiddel - jeg brugte et blad stevia...

I blenderen med det, blend med mælk og vand. Jeg brugte ca. ½ af hver, men vil man det mere cremede, så brug kun mælk. Blende, snurre, svip til en lysegrøn drik, der smager af sommer på en underfundig måde!

tirsdag den 19. april 2011

Fantastisk nyhedsbog

Worldchanging: Bright Green: Help Us Launch the New Worldchanging Book Today!

En bog fuld af gode nyheder om hvad den enkelte kan gøre for vores verden i forhold til klimaballaden. JEG skal eje den, i hvert fald - håber også at I vil købe den!

lørdag den 9. april 2011

Så sund, at man skulle tro, det smager forfærdeligt...

Men nej, nixen bixen! Jeg selv bliver glad i alle sanser:

En stor håndfuld persille
2 dl soya-, ris- eller mandelmælk
2 dadler eller andet sødestof... Jeg brugte sidst agavesirup...
Evt. et par isterninger

I blenderen med det, fuld power, og rundt skal det hvirvle til persillen nærmest er opløst.

Se den lige, denne skønne, lysegrønne drik, der gør godt i hovede, mave og mund - og i hele resten af dig!

mandag den 4. april 2011

Lune smykkeposer en masse!

Ih, hvor er det hyggeligt at producere smykkeposer - lige plus'lig! Hidtil har det været noget kedeligt, fordi at sidde og sy biksede små firkanter sammen på symaskinen er vitterlig ikke min kop te! Næh, gang i strikkepindene og så kigge en filmperle imens, det er godt liv!

Nu kan jeg tilbyde smykke- og småtingsposer i adskillige stilarter; bjørneskindshuen, kulmuren, søgræsset... Jeg har ikke navn til dem alle, men der er også dukkeliseuld, kølig sommerbomuld, i store hulmønstre, små tætte hulmønstre...   Det er flere på vej, som sagt; restegarn er der nok af...

Fornøjelserne fortsætter, for jeg skal vælge det rette bånd til lukning, og fine afslutninger af båndene.

Tjulahop!

tirsdag den 15. marts 2011

En ny opfindelse... sådan da

Jeg havde lavet Karens ravkæde, som hun skulle ha' i 60 års fødselsdagsgave - men jeg havde ikke rigtig nogen smykkeæske eller -pose, der passede i stilen; sådan lidt vild natur, urskov, varme og magi.

Det sagde ligesom sig selv, at det måtte være noget uld, jeg skulle i gang med. ... Kiggede på mit pulterbjerg - gad ikke rigtig dykke i det for at finde de uldne stoffer. Men SÅ fik jeg øje på strikkegarnet!

Jeg strikkede da en smykkepose!
Den fik et hulmønster, og lukning ved hjælp af et ferskenfarvet silkebånd og en guldtråd, alle fire ender sluttet med en træperle.

Perfekt!

Nu vil jeg da strikke nogle flere smykkeposer - det er meget mere hyggeligt end at sidde og sy kedelige firkanter sammen... Garnrester har jeg jo nok af; en strikket smykkepose behøver ikke partout være ulden og ... så videre.

torsdag den 10. marts 2011

Julerød og dog højaktuel

Prøv denne her, nu hvor rødbederne er superbillige og plentyful:

3-4 små rødbeder, renset
4 af de mindre æbler
Et stykke ingefær på størrelse af ... Ja, hvad skal man sammenligne med?! ... Lidt mindre end et fyrfadslys!

Det hele i saftcentrifugen, og værsågod at drikke! Det smager pragtfuldt! Og farven bibringer seancen fest og respekt ;-)

søndag den 27. februar 2011

Grøn, så foråret fløjter!

Jeg må altså lige huske jer på ærtesuppen! Den er så enkel og så smuk, at man tænker, at det må være en englebasse!

En pose fine ærter, et løg, bouillon og en blender. Sådan.

Så kan man selvfølgelig kvikke den moderne op med drys af ristede kærner; mandel, solsikke- eller græskar-, og man kan få fylde i smagen ved at tilsætte fløde eller græsk yoghurt. Min favorit er yoghurten, for syrligheden pynter på ærternes søde smag.

Mærkeligt, som sådan noget kan overfalde mig, og så midt på eftermiddagen! Jeg må håbe, at den ikke tager lysten fra andebrystet, der ellers er planlagt til aftensmad...

søndag den 20. februar 2011

Aerosmith og o-ringe

Er kommet overraskende sent hjem fra råhyggeaften-nat med et par venner, og kan da ikke bare gå i seng! Syr lige et par bukseben og et par ærmer, alt imens jeg skråler med på Shubiduas "Vi' de tre små grise"!

... Endnu ikke tid til at gå i seng, så nu hører jeg Aerosmith for fuld hammer og pusler med øresmykker af store perler og o-ringe! Hvor er livet herligt!

torsdag den 17. februar 2011

Nyt lille smykkebarn er kommet til verden

Øj. I seng kl. 05.30 - og først da opdager jeg, hvor kold jeg er blevet, så søvnen afventer opvarmning. Men sådan må det jo være, når fødsler står på :-)

Ikke at det er en ny opfindelse - men jeg er så glad for at have genbrugt et arvestykke; en kæde  af rustikke, sorte, let facetglitrende, charmerende, BITTESMÅ perler. Kæden har ligget i uendelige tider i mit skab for at blive brugt. Det blev den bare ikke. Den var vist lidt for minimalistisk for mig.

De er nu trukket om med spredte bomber af smukke, champagnefarvede perler, der blev til overs ved et andet projekt - dobbeltglæde!

NU kan de charmerende små bruges til noget; kæden vil se skøn ud til skjorter og små sommerbluser. Underfundigt blink i de sorte og tillokkende skær i de større, champagnefarvede. Herligt! ... Og så blev kæden så lang, at den kan lægges dobbelt.

Begejstring indfinder sig! *\o/*

tirsdag den 15. februar 2011

Pitta-krydderi

6 tsk fennikel
2 tsk koriander
2 tsk kommen eller spidskommen
2 tsk gurkemeje

Hvor der bruges hele frø, skal de kværnes i den lille kaffeblender, eller gnuskes godt igennem i morderen.

Alle krydderier blandes godt i lufttæt bøtte, og bruges inden 2 måneder. Det skulle heller ikke være svært, da det kan bruges i både kolde og varme retter, eller til drys over nærmest hvad som helst.

Blæsevejrsmad, der gør godt på mange niveauer

Det er min glæde, at der endelig tales en del om hvor meget mad, vi smider ud i vesten - Det er jo helt uhyrligt, som folk ikke kan tænke sig om på fornuftig vis, når det angår sidste salgsdato og det at kunne bruge madrester...

Jeg har lidt ris og kogte kartofler til overs fra i går, og lidt svitset hakket okse fra forleden. Nuvel, hvad skal der blive af det idag, hvor jeg også har lyst til en masse grøntsager?!

Svits hakket løg, lad det snart efterfølge af en gulerod og stammen af ½ broccholi i mundrette bidder. Det grønne af en snittet porre i, og i med krydderi; jeg har brugt en karrylignende, der smager en del af kommen - men brug bare almindelig kommen. Nu skal der nok også lidt vand i bunden for at det ikke skal branke. Låg på og simr et par minutter eller fem. Så kommer jeg broccholibuketterne, ris, okse og skåren kartoffel i, varmer det godt igennem og smager efter med salt, peber og karry.  Åh ja, jeg har da også lige en ananas, så en skive i småbidder af den kommer også i, og guf: solsikke- og græskarkærner, rosiner og nogle små, sure bær af berberis - optional, naturligvis! ;-)

Et drys af bønnespirer, de skal jo snart bruges, og mums der ud af, mens blæsten kan piske videre i fred der ude, for her sidder vi og varmer os ved en herlig ret, der gør godt på alle måder!

... Min karryagtige krydderi?! Se næste artikel :-)

fredag den 4. februar 2011

Blåbær og appelsin!

Sikke et fantastisk par - og så kan de godt li' et hint af lakrids...

Jeg lod saftcentrifugen være idag, og kastede mig over blenderen for at lave mig en morgensmutti: Blåbær blev blandet med nypresset appelsinsaft, og en stjerneanis blev knust til deres ære. Sødet med et par friske dadler og tyndet med vand. Blende, blende, blende!

(Hvor ser det egentlig dumt ud, det ord. Blende. Hvad hedder det bedst på dansk?!)

Tjulahop!

Show room!

Min Dennis har lavet en garderobestang og nogle hylder til mig i mit minipulterrum - så kom der automatisk gang i omrokeringer og udsmidning og overvejelser.

Jeg fandt en guldramme, jeg engang i sommer indrettede som smykkebakke (jeg havde en stand på et lille marked). Den er nu blevet hængt op på væggen, og i rammen har jeg hængt diverse halskæder: Jeg har nu et show room!

Det ser slet ikke dumt ud, så jeg overvejer, om ikke jeg skulle udvide udstillingen med atter en ramme - ja, for halskæder har jeg så mange af, at jeg sælger af dem ;-)

Hmmm. Mon ikke, øreringene også kan finde en plads?!

torsdag den 27. januar 2011

Der gik jeg og troede, at maleriet skulle foldes ud...

Det er det ikke blevet - endnu... Men jeg er blevet færdig med flere syprojekter, og nu kommer smykkeriet frem!

Forleden nat kunne jeg igen ikke rigtigt sove, så jeg lå og opfandt en ny måde at bruge et Chanel-agtigt smykke på; en mabéperle i str. stor med filigranguldkant, cirkelrundt og enkelt - den bliver simpelthen trukket på en tyk, sort lædersnøre, og så skal smykket bruges til min lyserøde Chanelkjole!

Kjolen havde jeg ellers bragt til torvs, kommissionssalg i Næstved - men den kommer hjem igen, for sæsonen for korte kjoler er ikke endnu, sagde de...

Skulle der være en kunde til det nye smykke, så sælger jeg det omgående, dog! Jeg har kun én hals at besmykke ;-)  Créme de la créme de la caviUnica!

Faktisk kan det smykke bruges på mange andre måder end med den klassiske Chanel, fordi det er så enkelt med det nutidige og lettere rå strejf af læder... Yesss! Gud så, at det var godt! :-)

tirsdag den 25. januar 2011

En vældig rød morgensmutti

Aaaah! En lang gåtur ud i det forårsagtige vejr; 4,3 grader, et par solstråler og masser af fuglepip! Det er idag d. 25. januar...

Så fik jeg gang i saftcentrifugen med et par små rødbeder, et par store gulerødder, 2 stængler selleri og 2 æbler. Og lidt vand.

De sager går hånd i hånd, så man ikke kan smage den enkelte, men smelter sammen, så det smager frisk og lidt sødt.

Klidmosteren i mig kan ikke lade være; jeg hældte også 1 spsk knust hørfrø og ingefær i! Er du ikke en klidmoster, så lad endelig være! ;-)

tirsdag den 18. januar 2011

Kartoffel-bønnesalat ala Unica

Oj, den smager godt! Jeg ku' heller ikke sove i nat, så jeg skrev en salat:

5 kogte kartofler i mundrette bidder
1½ dl kogte mungbønner (de små, grønne, man også bruger til spirer)
1 dl kogte andre bønner, det er ligemeget hvilke. Måske bare ud af en konservesdåse...
2-3 spsk fintsnittet porretop, altså det grønne
1 avocado
2 spsk græskarkærner, gerne ristet
1 hakket hårdkogt æg
½ hakket hjertesalat
2 tsk Bengali Five-spice (se foregående indlæg)
Salt
Citronsaft
Olivenolie

Oj, hvor jeg mumser! Og hvis jeg ikke kan spise det hele, bliver resten serveret med helstegt kalkunbryst (krydret med szechuanpeber og salt) i aften. Yesss!

Bangali Five-spice

Lige dele af

Nigellafrø, også kaldet Jomfru i det grønne, eller sort sesam
Spidskommenfrø
Gule sennepsfrø
Bukkehornsfrø, som skal ristes først
Fennikelfrø

Det hele blandes og kværnes i din lille kaffeblender eller i morteren.

Det bruges allevegne, nærmest som man ville bruge karry; i salater, i gryderetter, dressinger, drys.

søndag den 16. januar 2011

Tænde lys, slukke lys, tænde lys...

... kan ik' fald' i søvn.

Sådan er det dæleme hver gang, malerkreativiteten dukker op. Jeg har fået lyst til at male igen! Det er li'godt længe siden! Men jeg er endnu ikke bukket under - jeg suser rundt og er praktisk først. Det er jeg nødt til, her er for lidt plads til at svine med maling, og så skal knolden i øvrigt være fri for "abstraktioner", ellers er der ikke fred til at male.

Sådan var det også, da jeg skrev de store opgaver, da jeg læste til bibkar. Dengang troede jeg, det var overspringshandlinger... Og så er det bare rydning af gammel scene og klargøring til et nyt regi!

Jeg tror, det har været godt med den årelange malerpause. Den indre, gamle scene er også blevet ryddet, og et enklere regi er kommet op. Tror jeg ;-)

Små, figurative billeder bliver det denne gang. Tror jeg! :-D